Når du skal ud at rejse
 
diasshowhjemmeside3
Hvad forventer vi af dig?
Når du deltager i vores aktiviteter, forventer vi, at du respekterer de regler, som vi har sat for deltagelse. Det vil sige: Ingen alkohol. Ingen rygning uden skriftlig tilladelse fra forældre og aldrig i nærheden af andre, samt at du opfører dig ordentligt. 
Derudover er det vigtigt, at du ved, at man er af sted som en gruppe, når man deltager i vores aktiviteter. Det betyder, at du er en del af et fællesskab, hvor der skal være plads til alle, og som vi forventer, at du bidrager positivt til. Du skal også have lyst til at deltage i det, som er planlagt med god energi og godt humør. 
 
Hjemrejseforsikring, behøver jeg det?
Hvis din rejse går til et land uden for Norden (Norden = Skandinavien, Island, Grønland og Færøerne), så skal du have en hjemrejseforsikring.
Selvom man er sund, rask og aldrig fejler noget, så kan uheldet være ude. Vi har både prøvet at stå med blindtarmsbetændelse i New York og et brækket kraveben i Østrig. I det første tilfælde ville regningen have været på 300.000 kr. og i det andet på 180.000 kr. Heldigvis havde begge en hjemrejseforsrikring. Vi vil gerne sikre, at ingen forældre kommer til at stå i sådan en situation. 
Du kan købe en hjemrejseforsikring gennem dit eget forsikringsselskab eller her:
 
Det blå sundhedskort
Siden 2014 er man ikke længere dækket af det gule sygesikringsbevis, når man rejser i EU. Derfor skal du sørge for, at du også har det blå sundhedskort. Det kan du bestille på www.borger.dk, og det er gratis. 
Det blå sundhedskort giver dig ret til samme behandling, som borgerne i det land, du rejser i. 
Husk at hverken det blå eller det gule kort dækker hjemrejseomkostninger. Derfor skal du også have en hjemrejseforsikring, som beskrevet ovenfor. 
 
Pas
Dit pas skal være gyldigt i mindst tre måneder, fra den dag du rejser. Derfor skal du huske at tjekke udløbsdatoen i dit pas, inden du rejser. 
 
Udlændingepas
Hvis du har et udlændingepas, skal du fortælle os det inden afrejse. Der kan være særlige regler forbundet med udlændingepas og rejsens destination, så derfor vil vi gerne vide det på forhånd. 
 
Medicin
Hvis du lider af diabetes, epilepsi eller anden sygdom som kræver, at du tager medicin dagligt, vil vi gerne vide det på forhånd. Både fordi, det er rart for os at vide, hvis du har særlige behov, men også fordi, det kan betyde, at der gælder særlige regler i forbindelse med hjemrejseforsikring. 
 
 


Senest opdateret 31.08.2016 10:29 af NJJ